DER ER GRØDE i den danske biotek-branche. Statsminister Poul Nyrup Rasmussens stolte vision om at gøre Danmark til ”verdens gensplejsnings- og plutoniumnation nummer ét” fik i denne uge endnu mere vind i sejlene efter annonceringen af, at firmaet Sick Humor Genetics var blevet afhændet til det amerikanske konglomerat AvineTech for intet mindre end tre mia. danske kroner. Nyheden fik da også både de store typer og de flotte ord frem på Børsens forside. Og – desværre symptomatisk for mediernes stedmoderlige behandling af de unge biotek-innovatører – var det første gang, at den brede offentlighed overhovedet hørte navnet Sick Humor Genetics.

Vi har taget toget til Odense for at høre om baggrunden for succeshistorien. For naturligvis ligger der et solidt researcharbejde bag, en beretning der er fuldt ud lige så spændende som historien om det nyligt afsluttede salg. Og vi møder tre venlige, excentriske og imødekommende forskere, der beredvilligt skubber beskyttelsesbrillen op i panden for at tage en pause og berette om deres firma og deres idé.

Mouflonforsker Lasse Wallentin lægger med en understregning af, hvor vigtigt det er nogle gange at koble fra og lade de kreative ideer komme af sig selv. Og illustrerer derefter sin pointe med at fortælle om den første, grundlæggende konceptudvikling :

”Vi fik faktisk idéen til en grillfest, det var vist engang først i firserne. Det var sådan en eksklusiv sammenkomst med tjenere, hors-de-oeuvres og kølig Chardonnais i høje glas. Og der var heller ikke nogen grill, kun en mindre skov af pindemadder, så vi stod og blomstrede med vores rå T-steaks og følte os både lidt malplacerede og ganske sultne. Teknisk set var det vist også mere en reception end en grillfest. Men solen skinnede da.
Nå, vi stod i hvert fald og spulede gratis Chardonnais og spiste de der pindemadder, og de var ligegodt latterligt små. Så vi kom jo til at diskutere, om man ikke burde lave de der pindemadder bare lidt større. Vi syntes vist alle tre, at den idé, den var bare … whoaow .. banebrydende!”

”I var også begge to ubeskriveligt stenede indtil omkring 1985”, bryder muttonforsker Morten Mikkelsen ind. Wallentin erkender modvilligt at have ”købt lidt stort ind i halvfjerdserne”, og bringer derefter hurtigt samtalen tilbage på sporet :

”Vi ville simpelthen markedsføre en pindemad på størrelse med et får !”

En god idé var født, men den skulle både videreudvikles og finpudses. Merinoforsker Martin Olsen beretter :

”Godt, vi brugte nogle måneder til at forske i sagen, og vi fandt hurtigt ud af to ting. For det første, at hvis vi stynede tre af benene på et får, kom vi faktisk uden videre frem til det ønskede resultat. En anden værdifuld observation i den indledende fase var, at folk jo har to ører men kun én mund. Vi så en gylden mulighed for at fordoble vores indtjening ved at ændre lidt på konceptet.
Vores mål var nu i stedet at udvikle en vatpind på størrelse med et får. Men produktet havde egentlig ikke ændret sig.”

De tre kompagnoner havde på dette tidspunkt stiftet et firma og var i fuld gang med at styne får. Inden længe løb de dog ind i praktiske problemer. Den løbende styning gennem hele fårets levetid virkede fremragende og førte til den ønskede resultat – men omkostningerne var for store. Konventionelle vatpindemærker kunne fremstilles for kun en brøkdel af omkostningerne ved at opfostre et etbenet får. Og det blev ikke nemmere af, at der netop på dette tidspunkt var priskrig på vatpindemarkedet.

Mikkelsen fortæller :

”Det så jo lidt sort ud, det hele, og vi var også lige ved at opgive ævred. Hvis økonomien skulle kunne hænge sammen, måtte vi finde en måde at omgå hele styningsprocessen på. Altså .. hvis vi nu bare kunne kopiere et færdigstynet får, tænkte vi.
Vi havde, i en anden sammenhæng, eksperimenteret med at skære regnorme over i toerpotenser for at sælge dem som agn til tyske sportsfiskere. Det var faktisk en udmærket måde at skaffe en hel masse orme på. Så vi forsøgte naturligvis at overføre ideen til får.”

De første forsøg gav grobund for optimisme. Begge ender så ud til at kunne eksistere uafhængigt af hinanden. På lidt længere sigt var resultaterne dog nedslående; bagenden døde altid i løbet af få dage. Forskningsresultaterne fra regnorme kunne altså ikke uden videre overføres til får.

Der var på dette tidspunkt en ivrig forskning i gensplejsning på den anden side af Atlanten, og – vel mest i desperation – begyndte mouflonforsker Wallentin at forske i, hvorledes man kunne kombinere de ønskværdige egenskaber hos får og regnorme :

”Altså .. gensplejsning var jo en lidt primitiv videnskab dengang. Jeg kendte ikke rigtig noget til emnet, men man har vel samlet en Kreidler eller to i sin tid .. så jeg havde da lidt værktøj liggende. Det meste arbejde foregik på et spækbræt hjemme i køkkenet. Jeg brugte en flintøkse og en loddekolbe til selve genmanipulationen. Det var faktisk et skud i blinde hver gang, og de fleste gange var resultatet ikke engang levedygtigt.
I dag vil man selvfølgelig trække på smilebåndet af det primitive værktøj, men det er vigtigt at huske på, at generne var en del større og mere klodsede dengang. Med nutidens små gener ville det selvfølgelig være urealistisk at udføre gensplejsning med en flintøkse, og selv dengang skulle man da ikke ryste for meget på hånden.”

Efter en del fejlslagne forsøg har Wallentin endelig heldet med sig :

”Nå, men vi havde så det her gensplejsede får, som vi skar over en fredag lige inden fyraften. Det havde vi gjort mange gange før, men vi havde aldrig haft held med det. Så du kan nok tænke dig, at vi blev overraskede om mandagen, da begge halvdele levede og var i fuldt vigør.”

Det var et stort gennembrud for Sick Humor Genetics, der nu endelig kunne sætte deres masseproduktion på skinner. Men det var for tidligt at åbne for champagnen – der ventede stadig både praktiske og kommercielle problemer forude. Olsen fortæller :

”Grunden til, at dette her overhovedet kunne lade sig gøre var selvfølgelig, at det gensplejsede får – vi kaldte hende i øvrigt Arnspang efter en god ven – nåja, det havde en distribueret hjerne ned langs hele rygsøjlen. Det betød så også, at summen af fårenes intelligens var konstant. Den første kloning resulterede i ét meget kreativt og ét meget logisk tænkende får, og alle kloninger derefter resulterede i dummere og dummere får.
Altså, det er klart at får, fra naturens hånd, ikke giver det store udslag på IQ-skalaen, så tildels var det et teoretisk resultat. Men det havde alligevel den praktiske betydning, at vi måtte stoppe kloningsprocessen, når fårene fik problemer med at holde balancen på deres ene ben. Ellers blev det noget rod med væltede får på hele marken.”

Endnu et uforudset problem opstod, når det regnede :

”Ja, vi kom ud en dag, hvor det stod ned i stænger, og kunne ikke finde fårene. Vores første tanke var, at der måtte være tale om en forbrydelse, men vi fandt hurtigt ud af, at de simpelthen havde boret sig ned i jorden. Det var de store huller, der satte os på sporet.
Det var selvfølgelig et værre bøvl at få dem hevet op igen. Det viste sig, at de var lige en tand for dumme til at kunne orientere sig, så de fortsatte bare i den retning, som de én gang var startet i. En del af vores avlsmateriale druknede desværre i grundvandet ved den lejlighed. Enkelte havde dog sat sig fast ved sten eller granitblokke og kunne reddes. Men vi blev så nødt til efterfølgende at cementere marken, og det var jo en stor post på budgettet.”

Mens Olsen har talt, har muttonforsker Mikkelsen taget nogle grafer og diagrammer frem, som han lægger frem på bordet. Efter at have skænket en ny kop kaffe op til Deres udsendte, fortæller han om lanceringen af produktet :

”Nå, men det var jo en forretningsmæssig bet, at vi faktisk ikke solgte nogen af vores vatpinde. Vi havde ellers forsøgt at lave en lidt trendy lancering med biografreklamer og det hele. Vi havde også hyret Ole Olsen til at stå og skamrose produktet på indercoveret af Anders And. Men lige meget hjalp det.
Vi var selvfølgelig klar over, at vores vatpind var lige vel stor til de fleste menneskers ører. Men altså .. ikke en eneste solgt vatpind på tretten år, blev det til. Så vi gik i gang med at forske i at lave et mindre får.”

”Især efter det med stormen ..”, bryder Wallentin ind.

”Ja, decemberstormen i 1999 var lidt hård ved os,” fortæller Mikkelsen. ”Alle vores får blæste væk, slet og ret. På det tidspunkt var vi heldigvis allerede nået langt med vores nye forskning, så katastrofen var egentlig ikke så stor. Men det var nu lidt vemodigt sådan at se Arnspang rulle ud over markerne og forsvinde i horisonten.”

Ved at trække på deres opbyggede erfaringer, både videnskabeligt og kommercielt, var de tre forskere på dette tidspunkt tæt på et gennembrud. Og løfterne blev da også indfriet; tidligt i år 2000 kunne firmaet producere et gensplejset får med samme dimensioner som en traditionel vatpind. Det efterfølgende arbejde gik med at give fåret ekstra meget hår mellem tæerne og forberede den kommercielle lancering. Wallentin var endnu engang manden bag gennembruddet :

”Det er nu ikke min ære alene – der var virkelig sket meget med genetikken siden 1984, bl.a. var der jo the Avine Genome Project, hvor et forskerteam i USA havde kortlagt det fulde genmateriale hos et får. Det viste sig at bestå af blot fire forskellige aminosyrer, så det var jo ret nemt at manipulere med. Vores udstyr var også langt bedre, end da vi gensplejsede vores første model. Vi brugte redskaber af bronze og af PVC, så vi var absolut fulgt med udviklingen.

Med den nye, målrettede genetik kunne vi helt undgå den omstændelige styningsproces, og vi kunne uden videre klone fårene på stamcellestadiet. Det var både nemt og billigt at masseproducere.”

Resten af historien er nok velkendt for de fleste, der har fulgt blot lidt med i den seneste uges nyheder. Efter hemmelige forhandlinger med en række amerikanske virksomheder (i konkurrence med den belgiske rigmand Dicki Smits) kunne Sick Humor Genetics udsende pressemeddelelse om salget. Idé og ekspertise solgt til AvineTech for formidable tre milliarder. Det er en hel milliard kroner til hver af stifterne.

Vil de trappe ned nu, hvor de har fået den økonomiske gevinst, eller vil de fortsætte med at udvikle deres hjertebarn? Olsen svarer på spørgsmålet :

”Nåja, vi trapper vel ikke ned, jeg tror egentlig snarere, vi siger helt op. Det er jo ikke fordi, det har været sjovt, det her – med vores uldallergi og det hele. Med én mia. kroner behøver man jo aldrig mere røre en finger. Så vi sætter nok kursen mod de kølige drinks og de solrige strande på Tonga. Og så kan AvineTech selv fedte rundt med deres latterlige gener.”